Hårdmetal - Klassificering af stål

Hårdmetal er et pulvermetallurgisk produkt med høj styrke og høj slidstyrke lavet af ildfast metalcarbid som hovedkomponent og metal som bindemiddel. Ildfaste metalforbindelser refererer til overgangsmetalcarbider i gruppe IV, V og VI i det periodiske system af grundstoffer, hovedsageligt WC, TiC og TaC. Bindingsmetallerne er generelt jerngruppemetaller, blandt hvilke kobolt er almindeligt anvendt. Hårdmetal kombinerer hårdmetalfasens høje hårdhed og høje slidstyrke med tilstrækkelige mekaniske egenskaber og modstandsdygtighed over for termisk stød i metalbindefasen, hvilket gør den meget udbredt på mange områder.
I Europa omtales hårdmetal generelt som "hårdt metal". Hårdmetal blev med succes udviklet af Tyskland i begyndelsen af ​​1920'erne, og hovedopfinderen var K. Schroter. Han udviklede med succes wolfram-kobolt cementeret carbid ved pulvermetallurgi i 1923. I 1927 udførte German Fried Krupp Company først industriel produktion af cementeret carbid og satte det på markedet under varemærket "Widia". I 1953 brugte USA først vendeskær, hvilket forårsagede en stor ændring inden for hårdmetalværktøjer. I 1959 udviklede German Metal Company succesfuldt TiC-belagt hårdmetal, som blev aflejret på overfladen af ​​hårdmetal ved dampaflejring. Påfør et eller flere tynde lag slidstærkt, ildfast hårdt materiale. I 1946 udførte Krupp-virksomheden i Forbundsrepublikken Tyskland med succes produktionen af ​​TiC-belagt hårdmetal. Efter belægning af den indekserbare klinge kan levetiden øges flere gange, og skærehastigheden kan øges med 25 procent til 30 procent. En anden stor udvikling i legeringsindustrien.
Der er mere end 50 lande i verden, der producerer hårdmetal, med en samlet produktion på 27,000-28,000 tons. De vigtigste producenter er USA, Rusland, Sverige, Kina, Tyskland, Japan, Storbritannien, Frankrig osv. Verdensmarkedet for hårdmetal er grundlæggende i en mættet tilstand. Konkurrencen på markedet er hård. Kinas hårdmetalindustri begyndte at dannes i slutningen af ​​1950'erne. I 1960'erne og 1970'erne udviklede Kinas hårdmetalindustri sig hurtigt. I begyndelsen af ​​1990'erne nåede den samlede produktionskapacitet af Kinas hårdmetal 6000t, og den samlede produktion af hårdmetal nåede 5000t, kun næst efter Kinas hårdmetalindustri. I Rusland og USA, på tredjepladsen i verden.
Brugen af ​​hårdmetal kan opdeles i 4 kategorier: P-type legeringer bruges hovedsageligt til stålskæring; K-type legeringer bruges hovedsageligt til støbejern og ikke-jernholdigt metal; M-type legeringer er universallegeringer, der kan bruges til stål, støbejern og ikke-jernholdige metaller samtidig skæring; G-type legeringer kan bruges som minedrift og slidbestandigt værktøj. Antallet af de ovennævnte legeringskoder stiger fra top til bund, styrken af ​​legeringerne øges sekventielt, hårdheden falder sekventielt, slagfastheden øges sekventielt, og slidstyrken falder sekventielt. Legeringer med mindre koder bør bruges til efterbearbejdning af værktøjer, og legeringer med større koder bør bruges til skrubværktøj.